Category Archives: Rigets tilstand

Vi ser ikke tingene, som de er. Vi ser dem, som vi er!

Ovenstående sætning stammer angiveligt fra Talmud (Et jødisk skrift).

Jeg er for nyligt blevet mindet om denne sætning og tænker den også ind i den heftige debat om flygtninge der for tiden foregår i alle medier.

Jeg har været dybt involveret i foreningsarbejde hvor to fremtrædende personer havde meget forskellige måder at udtrykke sig på. Den ene startede ofte sine sætninger – især når konklusionen skulle frem – “I virkeligheden er …..”. Den anden sluttede ofte sine sætninger “….tænker jeg!”. Jeg sætter meget stor pris på begge personer, men hælder dog alligevel til talemåden “….tænker jeg”!

Det med virkeligheden, tænker jeg nemlig er en svær størrelse rigtig at få fat på! Det bliver mere og mere tydelig for mig, at vi netop har vidt forskellige syn på, hvordan virkeligheden i grunden er.

Vi har fået forskellig opdragelse med forskellig fokus. Vi har sorteret i det vi selv fandt væsentlig og har selv valgt vores fokus i udfordringer og glæder og vi har udviklet meget forskellig syn på tingene.

Hvor ofte møder vi ikke mennesker som tænker helt anderledes end os selv, som vi er vildt  uenige med. Kan de da slet ikke se, at det ikke hænger sådan sammen. Er de da helt blinde for “virkeligheden”! Vi kan nogle gange blive så forhippede på at få ret, at vi slet ikke lytter til den virkelighed som modparten oplever.

Jeg har selv ført den slags “skænderier”, hvor jeg var helt sikker på, at jeg havde de vises sten og at min virkelighed var den eneste sande virkelighed. Der kunne ikke være andre virkeligheder.

Nu tænker jeg, at vores virkelighed kan blive udvidet og langt mere nuanceret, når vi er nysgerrige på andres virkelighed. Når vi er villige til at lytte, for at forstå andres virkeligheder, istedet for at lytte, for at tænke over hvad jeg skal svare, for at forsvare “min” virkelighed.

Det er en rigtig svær øvelse, men jeg er sikker på, at det er det hele værd!

Jeg tror på, at vi bliver mere og mere snæversynede, hvis vi krampagtigt holder fast i vores egen virkelighed som den eneste sande.

Må jeg opfordre til, at vi øver os i at være åbne og nysgerrige på andre, så vores allesammens verden bliver lidt større og vi allesammen bliver lidt klogere 🙂

At være OK!

Jeg oplever og hører om mange, som har store udfordringer med at synes, at de selv er ok!

Den mest udbredte frygt, er frygten for ikke at være god nok! (Den næstmest udbredte frygt, er frygten for ikke at være elsket!)

Det er ikke kun de unge piger der frygter det!

Jeg har også oplevet det med, at jeg ikke syntes jeg slog til, hverken i mit job eller som familiefar.

En coach på mit arbejde fik mig til at indse: at jeg gjorde det så godt jeg kunne – og det var godt nok! Jeg behøvede ikke at ha’ det dårlig over ikke at gøre mere end jeg kunne. Det var vel grundlæggende det jeg krævede af mig selv. At gøre mere end det jeg kunne! – Stress!?

Jeg tror nu på, at jeg og vi alle gør det bedste vi kan med de ressourcer vi har, på det pågældende tidspunkt!

Det siges, at hvis vi talte til vore venner, som vi talte til os selv, så ville vi ikke ha’ nogen venner! Vi er ikke ret gode til at tænke om os selv at vi er OK. Det er ofte meget lettere at tænke om andre.

Troen på at vi alle er grundlæggende OK, vil jeg gerne dele med jer.

Jeg tror på, at troen på at vi er grundlæggende ok, er helt afgørende for hvor meget vi kan være for andre – hvilket er det langt de fleste eller måske alle – gerne vil!

Vi kan så let fokusere på, at vi ikke lykkes med det vi vil. At der er en masse ting der skal fikses og repareres hos os selv, før vi er ok. Vi ved faktisk ikke helt præcis hvad der skal til, før vi kan føle at vi er helt ok. I grunden når vi nok aldrig derhen, for er der ikke altid noget der kunne være bedre i mit liv:

Mit forhold til dem der betyder allermest for mig.

Min sundhed.

Min vægt.

Min viden.

Vi kunne blive ved og ofte bliver vi ved! Vi venter måske på, at der skal komme en prins på en hvid hest og fortælle os, at nu er vi ok. Han kommer formentlig aldrig og skulle han komme, tror vi ham nok ikke når han fortæller os, at vi er ok!

I stedet har jeg muligheden for, lige nu at beslutte mig for, at jeg er helt ok! Med de ressourcer og betingelser jeg har lige nu, så er jeg helt ok!

Jeg gør det faktisk så godt jeg kan lige nu med de ressourcer jeg har!

Er det rimeligt at forlange mere? Af andre – af os selv?

Ros!

Jeg holder meget af at se BS Christiansen motivere. Senest i TV programmet ”BS & recepten på lykke” hvor han motiverer 4 piger til at få et godt liv uden medicin. Han bruger i høj grad ros og man kan se hvordan de vokser og motiveres hver gang han roser. Andre TV programmer kan man opleve at deltagerne får ris, og jo grovere ukvemsordene er, jo flere seere. Derfor er det ekstra godt at se at BS rykker med ros. Det er også dejligt at disse programmer kan få tid på sendefladen. (Det tidligere program med Chris MacDonald var et andet godt eksempel)

Det er fantastisk at se, hvordan ros motiverer og det må udfordre alle os, der ønsker at gøre en positiv forskel blandt mennesker. Vi kan vel dårlig komme uden om, at vi må øve os i at rose dem vi er i blandt. At vi må øve os i at se mulighederne og potentialer og udtrykke dem. Vi falder alt for let for, i stedet at lede efter fejl og mangler!

Ros er måske også at give, den du taler med, ret? Vi rykker sjældent noget, hvis vi får at vide, at det vi gør, er forkert! Det kan umiddelbart virke ulogisk, at vi skulle rykke os, hvis vi får at vide, at vi har ret, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at det alligevel er sandt! Beskeden: ”Du er forkert” får blot vores forsvarsmekanismer op, og vi holder endnu mere stædig fast i det vi siger og mener. Hvis vi får ret og samtidigt får stillet hv-spørgsmål, så vi reflekterer over vore egne holdninger, bliver vi klogere. Vi tager nemlig meget gerne imod råd fra os selv 🙂 !

Det er derfor coaching, med alle hvad, hvordan, hvornår og hvilke(m. flere) – spørgsmålene rykker!

Min opfordring til dig og mig er. Ros, giv ret og vær oprigtig nysgerrig! Det rykker!

“Undskyld” vandt knebent over “selfie”!

Undskyld er blevet valgt som årets ord i 2013 foran andre ord som f.eks. “selfie”. Det skete i et lille panel i P1 i sproglaboratoriet med deltagelse af bl.a. sprognævnets direktør.

At “selfie” var med i opløbet kan jo næppe undre nogen(især efter episoden med den nuværende statsminister i Johannesburg), men lidt tankevækkende at et så helt anderledes ord som “undskyld” blev valgt i stedet. Hvor “selfie” jo er et lidt selvoptaget ord ligger “undskyld” vel i den helt anden side?

Det satte i hvert fald nogle tanker igang hos undertegnede, som nu føler trang til at dele mine lommefilosofier over dette 🙂

Måske valget af “undskyld” også skyldtes lidt, at en tidligere statsminister havde noget vanskelig ved at få sagt undskyld. Han beklagede i et væk, men havde svært ved at sige undskyld. Men det er vist ikke kun den stakkels mand, der måtte stå for skud i et 4 timers pressemøde, der har svært ved at få sagt undskyld? Det er da heller ikke et ord, som jeg har let ved at få over mine læber!

Det er jo egentlig ret dumt, for det giver jo mig mulighed, for at få sat ord på det, som jeg fik sagt eller gjort forkert, eller måske det jeg IKKE fik sagt eller gjort! Det giver mig mulighed for at komme positivt ud af fadæsen og måske endda gøre skaden god!

Og så giver det også mulighed for at modparten kan få givet tilgivelse. Jeg tænker ikke, at tilgivelse SKAL gives hver gang der bliver sagt undskyld, for så bliver det jo blot et trylleord uden indhold! Men et undskyld giver nettop den forurettede mulighed for at give tilgivelse. Og det er der altså noget forløsende i, tænker jeg! Hvis jeg ikke får sagt undskyld, forpasser jeg måske chancen for at modparten kan tilgive og han dermed komme videre?

Fruen har vundet et meget stort viskelæder i en pakkeleg med påskriften: “For really BIG mistakes”! Jo nogle gange kunne det være rart blot lige at viske disse “mistakes” ud, men sådan fungerer det jo som bekendt ikke – og måske godt det samme.

Nu er der jo ikke nogen af os der laver store fejltagelser! Nogle små ind imellem, javist, men ikke de store! Det er kun de andre der laver dem 🙂

Store fejltagelser eller ej, så skulle vi måske øve os lidt i at bruge årets ord fra 2013 lidt oftere…også i 2014….?

Når lyset bruger mørket!

De mørke skyer truede lidt da jeg forbarmede mig over kræet og gik en kortere tur ind igennem skoven med den. Ikke længere fra hjemmet end jeg kunne nå tilbage inden for ret kort tid hvis sluserne blev åbnet 🙂

På den anden side af træerne blev det klart for mig at den lavt stående sol gjorde krav på sin tilstedeværelse. Jeg blev opmærksom på hvordan den trodsigt lyste op på de mørke skyer og spillede dem et puds! Solen gav de mørke skyer farver som varmede helt ned i tæerne. Bakken skjulte for solens direkte skær, men toppen af de nøgne træer og et træ som endnu ikke havde givet slip på de gule blade, blev badet i den varme sol og gjorde oplevelsen endnu bedre!

Det fik mig straks i gang med at tænke småfilosofiske tanker og varmen bredte sig i hele min krop. Jeg tænkte på hvor umuligt det er for mørket at modstå solens lys. Mørket er der stadig, men det har ikke længere magten. Den har solen overtaget. Solen har fuldstændig taget fokus og har formået at få endnu finere nuancer frem med baggrund i mørket!

Og hvad ville lyset have været hvis vi ikke kendte til mørket? Lyset bliver vel netop så fantastisk fordi det er istand til totalt at spolere det mørke og tage magten fra det mørke? Tage fokus fra det mørke. Er det netop det der gør os mennesker ”dybe”? Jeg bliver meget optaget af mennesker som har været helt derude hvor jeg aldrig, aldrig ønsker selv at komme og som er nået ud på den anden side af det, ikke bare som hele mennesker, men som mennesker der i den grad kan være en inspiration i mit eget liv!

Mørket er der og vil til stadighed dukke frem, men lyset bruger bare det mørke til at gøre det der var fantastisk endnu mere fantastisk og inspirerende!

It is what it is!

Træt, træt, træt og lidt sulten. Det var hvad jeg var, efter køreturen til Aalborg ovenpå 3 intensive dage med ny og spændende lærdom på Coaching kurset i Aarhus, hvilket inkluderede et emne om at acceptere de ting som vi alligevel ikke har kontrol over. ”It is what it is”, i et meget inspirerende oplæg af Mr. Manning, blandt andet ved et eksempel han selv havde oplevet, om en glemt pung efter en laaang gåtur da han skulle til at bestille og betale noget mad! Gengivet med stor indlevelse 🙂

Anne-Grethe var så venlig at sætte mig af ved busstationen, så jeg kunne cykle på cyklen hjem som jeg havde stillet ned i morges. Jeg fik den låst op og forsigtigt hevet ud under de andre cykler der nærmest væltede oven i min, og ….. så var den punkteret!!! Helt og aldeles ude af stand til at kunne rulle de ca. 6 km. fra busstationen til Bøgesvinget. Nu er jeg et meget velopdraget menneske, så jeg bandede ikke, men …..    Det var altså ikke fair! I min tilstand af “lettere” irritation over situation som jeg på ingen måde kunne ændre, fik jeg med Mr. Mannings indlæg in mente, bevæget mig i ind ”løsnings mode”. Jeg måtte lade cykelen stå, få den gelejdet ind imellem mylderet af cykler igen, få den låst og fundet en bus ud imod Bøgesvinget!

Bag i bussen sad 4 – 5 meget højrøstede indvandrerdrenge / mænd med en tydelig Gjellerup accent. Jeg forsøgte af al den energi jeg kunne skrabe sammen af gemmerne om at lade det være. På et tidspunkt blev de dog ekstra højrøstede og jeg vendte mig om imod dem – og smilede til dem!!! ”Hwa er der?” spurgte en af dem? Jeg smilede blot endnu mere og med hånden indikerede jeg at jeg ønskede niveauet for samtalen dæmpet en anelse. ”Hwa mener du?” ”Nå, kører bussen for hurtigt?” Drengene smilte tilbage – nok mest af deres egen joke – men min besked var blevet forstået og (tror jeg) taget til efterretning! I bund og grund ønskede de jo formentlig ikke at genere nogen!

Tak til Mr. Manning for undervisning og for at gøre min aften til en forrygende aften, på trods af flere udfordringer som kunne have spoleret min aften totalt, hvis jeg havde ladet dem styre den 🙂

At prioritere det som bør prioriteres!

Idag havde jeg min første dag i PC-supporten i Ældre sagen. Det var en helt fantastisk oplevelse! Oplevelsen af at nogle kunne gøre brug af min viden og at jeg kunne efterlade dem der ringede i en bedre “tilstand” end før de ringede. At have god tid til at snakke og sætte mig ind i de udfordringer de sad med og i langt de fleste tilfælde kunne vi grine sammen af de “irriterende” udfordringer de havde med deres PC og som nævnt komme et skridt videre.

Egentlig er det måske noget af det vigtigste for mig! At kunne gøre en positiv forskel for andre!

I bogen “Væk din indre gigant” af Anthony Robbins, blev jeg udfordret på at skrive nogle mål på forskellige områder, og jeg opdagede (igen) at de vigtigste mål for mig, nettop var det at gøre en positiv forskel for mennesker omkring mig.

Mon ikke det i virkeligheden er det de fleste af os ønsker, når alt kommer til alt? Og så bruger vi bare alligevel ofte tiden helt anderledes. Slet ikke i tråd med det der virkelig betyder noget for os. Sådan tænker jeg i hvert fald og jeg tænker så også at det skal være anderledes!

Jeg ønsker virkelig at gøre en indsats for at prioritere det som i virkeligheden er vigtigst for mig. Alt andet ville jo faktisk være idioti!

Og så hermed en varm anbefaling af Anthony Robbins bog …. 🙂