De mørke skyer truede lidt da jeg forbarmede mig over kræet og gik en kortere tur ind igennem skoven med den. Ikke længere fra hjemmet end jeg kunne nå tilbage inden for ret kort tid hvis sluserne blev åbnet 🙂

På den anden side af træerne blev det klart for mig at den lavt stående sol gjorde krav på sin tilstedeværelse. Jeg blev opmærksom på hvordan den trodsigt lyste op på de mørke skyer og spillede dem et puds! Solen gav de mørke skyer farver som varmede helt ned i tæerne. Bakken skjulte for solens direkte skær, men toppen af de nøgne træer og et træ som endnu ikke havde givet slip på de gule blade, blev badet i den varme sol og gjorde oplevelsen endnu bedre!

Det fik mig straks i gang med at tænke småfilosofiske tanker og varmen bredte sig i hele min krop. Jeg tænkte på hvor umuligt det er for mørket at modstå solens lys. Mørket er der stadig, men det har ikke længere magten. Den har solen overtaget. Solen har fuldstændig taget fokus og har formået at få endnu finere nuancer frem med baggrund i mørket!

Og hvad ville lyset have været hvis vi ikke kendte til mørket? Lyset bliver vel netop så fantastisk fordi det er istand til totalt at spolere det mørke og tage magten fra det mørke? Tage fokus fra det mørke. Er det netop det der gør os mennesker ”dybe”? Jeg bliver meget optaget af mennesker som har været helt derude hvor jeg aldrig, aldrig ønsker selv at komme og som er nået ud på den anden side af det, ikke bare som hele mennesker, men som mennesker der i den grad kan være en inspiration i mit eget liv!

Mørket er der og vil til stadighed dukke frem, men lyset bruger bare det mørke til at gøre det der var fantastisk endnu mere fantastisk og inspirerende!