Træt, træt, træt og lidt sulten. Det var hvad jeg var, efter køreturen til Aalborg ovenpå 3 intensive dage med ny og spændende lærdom på Coaching kurset i Aarhus, hvilket inkluderede et emne om at acceptere de ting som vi alligevel ikke har kontrol over. ”It is what it is”, i et meget inspirerende oplæg af Mr. Manning, blandt andet ved et eksempel han selv havde oplevet, om en glemt pung efter en laaang gåtur da han skulle til at bestille og betale noget mad! Gengivet med stor indlevelse 🙂

Anne-Grethe var så venlig at sætte mig af ved busstationen, så jeg kunne cykle på cyklen hjem som jeg havde stillet ned i morges. Jeg fik den låst op og forsigtigt hevet ud under de andre cykler der nærmest væltede oven i min, og ….. så var den punkteret!!! Helt og aldeles ude af stand til at kunne rulle de ca. 6 km. fra busstationen til Bøgesvinget. Nu er jeg et meget velopdraget menneske, så jeg bandede ikke, men …..    Det var altså ikke fair! I min tilstand af “lettere” irritation over situation som jeg på ingen måde kunne ændre, fik jeg med Mr. Mannings indlæg in mente, bevæget mig i ind ”løsnings mode”. Jeg måtte lade cykelen stå, få den gelejdet ind imellem mylderet af cykler igen, få den låst og fundet en bus ud imod Bøgesvinget!

Bag i bussen sad 4 – 5 meget højrøstede indvandrerdrenge / mænd med en tydelig Gjellerup accent. Jeg forsøgte af al den energi jeg kunne skrabe sammen af gemmerne om at lade det være. På et tidspunkt blev de dog ekstra højrøstede og jeg vendte mig om imod dem – og smilede til dem!!! ”Hwa er der?” spurgte en af dem? Jeg smilede blot endnu mere og med hånden indikerede jeg at jeg ønskede niveauet for samtalen dæmpet en anelse. ”Hwa mener du?” ”Nå, kører bussen for hurtigt?” Drengene smilte tilbage – nok mest af deres egen joke – men min besked var blevet forstået og (tror jeg) taget til efterretning! I bund og grund ønskede de jo formentlig ikke at genere nogen!

Tak til Mr. Manning for undervisning og for at gøre min aften til en forrygende aften, på trods af flere udfordringer som kunne have spoleret min aften totalt, hvis jeg havde ladet dem styre den 🙂